50'erne

("Lampefeber"), 110 min., s/h.
Prod: Alfred Hitchcock for Warner Brothers.
Man: Alma Reville, James Bridie og Whitfield Cook efter romanen "Man running" af Selwyn Jepson.
Ka: Wilkie Cooper.
Mu: Leighton Lucas.
Ark: Terence Verity.
Med: Marlene Dietrich (Charlotte), Jane Wyman (Eve), Michael Wilding (Wilfrid), Alastair Sim (Eve's far), Sybil Thorndike (Eve's mor), Patricia Hitchcock (Chubby Bannister).
Bemærkning: Der blev plads til en lille rolle til datteren, Patricia.

("Farligt møde"), 101 min., s/h.
Prod: Alfred Hitchcock for Warner Brothers.
Man: Raymond Chandler, Whitfield Cook og Czenzi Ormonde efter en roman af Patricia Highsmith.
Ka: Robert Burks.
Mu: Dimitri Tiomkin.
Ark: Edward Haworth og George James Hopkins.
Med: Farley Granger (Guy Haines), Robert Walker (Bruno Anthony), Ruth Roman (Ann Morton), Laura Elliot (Miriam Haines), Marion Lorne (Mrs. Anthony), Patricia Hitchcock (Ann's søster).
Bemærkning: Denne film regnes blandt de absolutte hovedværker i hans samlede produktion -- jeg er ikke spor uenig, da det helt klart er én af mine personlige favoritter. Efter at have set denne film, kan ingen være i tvivl om, hvad Hitch mente, når han udtalte sit motto: "The better the villain, the better the picture!". Psykopaten Bruno Anthony (spillet ganske glimrende af Robert Walker), er helt klart en "god" skurk -- der vel kun blev overgået af én anden skurk, Norman Bates fra "Psycho".
Hitchcock fremhæver selv -- i forbindelse med sine samtaler med Truffaut, beskrevet i dennes interviewbog -- en scene, der ikke var et ufarligt filmtrick: det er i forbindelse med den hæsblæsende afslutning i forlystelsesparken, hvor den gamle mand kravler under en løbsk karrusel for at stoppe den -- det var skam en ægte karrusel!.
Jeg vil desuden gerne gøre opmærksom på den virtuost filmede drabsscene i forlystelsesparken, da Bruno dræber Miriam; visuelt set er det muligvis Hitchcocks smukkeste drabsscene, den overgår endda den klassiske - og skræmmende - badescene i "Psycho".
Udover den originale Hollywood version er denne film desuden udgivet i en alternativ britisk version, hvor visse af scenerne indeholder en anden klipning og/eller dialog, desuden er slutscenen udskiftet - denne version, der først for nylig er blevet genfundet, er en anelse længere end den originale. Jeg har naturligvis set begge versioner.

("Jeg tilstår"), 95 min., s/h.
Prod: Alfred Hitchcock for Warner Brothers.
Man: George Tabori og William Archibald efter teaterstykket "Nos deux Consciences" af Paul Anthelme.
Ka: Robert Burks.
Mu: Dimitri Tiomkin.
Ark: Edward Haworth og George James Hopkins.
Med: Montgomery Clift (Fader Logan), Anne Baxter (Ruth), Karl Malden (politiinspektøren), O.E. Hasse (Otto Keller), Dolly Haas (Mrs. Keller).

("Telefonen ringer kl. 23"), 95 min., farver.
Prod: Alfred Hitchcock for Warner Brothers.
Man: Frederick Knott efter sit eget teaterstykke.
Ka: Robert Burks.
Mu: Dimitri Tiomkin.
Ark: Edward Carrera og George James Hopkins.
Med: Grace Kelly (Margot), Ray Milland (Tony), Robert Cummings (Mark), Anthony Dawson (Swan), John Williams (politiinspektøren).
Bemærkning: Til denne film insisterede filmselskabet på, at han skulle anvende den dengang helt nye 3D-teknik, som de mente ville blive fremtidens trumf, der skulle holde filmelskerne i biograferne, istedet for at gå over til det nye Tv-medie. Hitchcock mente det var noget pjat, teknik udelukkende for teknikkens egen skyld, uden et reelt, seriøst formål; derfor afstod han fra at anvende effekter, der kunne "gøre sig" i 3D, pånær i én scene: det var selve mordscenen, hvor Grace Kelly rækker ud efter en saks, for at forsvare sig over for morderen og ender med at dolke ham med saksen -- i 3D griber hun saksen ude blandt publikum. Filmen har dog overlevet 3D-dillen, med det resultat at den mest viste udgave er den, der ikke blev lavet i 3D.

("Skjulte øjne"), 112 min., farver.
Prod: Alfred Hitchcock for Paramount.
Man: John Michael Hayes efter en novelle af Cornell Woolrich.
Ka: Robert Burks.
Kl: George Tomasini..
Mu: Franz Waxman.
Ark: Hal Pereira.
Ko: Edith Head.
Ass: Herbert Coleman.
Med: James Stewart (Jeffries), Grace Kelly (Lina), Wendell Corey (detektiven), Thelma Ritter (sygeplejerske), Raymond Burr (Thorwald).
Bemærkning: Én af mine personlige favoritter.

("Fang tyven"), 97 min., farver.
Prod: Alfred Hitchcock for Paramount.
Man: John Michael Hayes efter en roman af David Dodge.
Ka: Robert Burks.
Kl: George Tomasini.
Mu: Lyn Murray.
Ark: Hal Pereira.
Ko: Edith Head.
Med: Cary Grant (John Robie), Grace Kelly (Frances), Jessie Royce Landis (Mrs. Stevens), Charles Vanel (Bertani), Brigitte Auber (Danielle), John Williams (forsikringsagent).

("Hvem myrdede Harry?"), 99 min., farver.
Prod: Alfred Hitchcock for Paramount.
AP: Herbert Coleman.
Man: John Michael Hayes efter en roman af John Trevor Story.
Ka: Robert Burks.
Mu: Bernard Herrman.
Ark: Hal Pereira og John Goodman.
Ko: Edith Head.
Med: Edmund Gwenn (Captain Wiles), John Forsythe (Sam), Shirley McLaine (Jennifer), Mildred Natwick (Ms. Graveley).

("Manden, der vidste for meget"), 120 min., farver.
Prod: Alfred Hitchcock for Paramount.
AP: Herbert Coleman.
Man: John Michael Hayes efter et forlæg af Charles Bennett og Wyndham Lewis.
Ka: Robert Burks.
Kl: George Tomasini.
Mu: Bernard Herrman.
Ark: Hal Pereira og Henry Blumstead.
Ko: Edith Head.
Med: James Stewart (Ben McKenna), Doris Day (Jo McKenna), Daniel Gelin (Louis Bernard), Brenta de Banzie (Mrs. Drayton), Bernard Miles (Mr. Drayton), Mogens Wieth (ambassadøren).
Bemærkning: Det kan virke besynderligt, at han valgte at genindspille én af filmene fra den britiske periode. Han siger selv, forskellen er at den første blev lavet af en talentfuld amatør, hvor den anden blev lavet af en professionel. Dette virker egentlig rigtigt nok, da denne udgave er en meget professionel produktion, der også regnes for at være noget bedre end den første -- filmene er desuden forskellige på flere afgørende punkter. Men det virkede nu alligevel mest som et udslag af stofnød eller behovet for en mindre pause, selvom filmen rent faktisk er ganske glimrende.

("Den forkerte mand"), 105 min., s/h.
Prod: Alfred Hitchcock for Warner Brothers.
AP: Herbert Coleman.
Man: Maxwell Anderson og Angus McPhail efter et forlæg af Anderson.
Ka: Robert Burks.
Kl: George Tomasini.
Mu: Bernard Herrman.
Ark: Paul Sylbert.
Med: Henry Fonda (Balestrero), Vera Miles (Rose), Anthony Quale (advokaten).
Bemærkning: Filmen er baseret på en autentisk sag, der til fulde levede op til Hitchcocks livslange frygt for politiet: han frygtede muligheden for at blive anklaget, fængslet uden mulighed for at kontakte sin familie og dømt for en forbrydelse, man ikke har begået. Det var præcis hvad der skete for bassisten Christopher Emanuel Balestrero. Da det var en autentisk sag, der levede op til hans værste forestillinger, insisterede han på en autenticitet, der nærmede sig det pedantiske; han optog bl.a. "on location" de steder, hvor de virkelige hændelser var foregået, nogle af de medvirkende var endda personer, der var involveret i den rigtige sag. Det var tydeligvis en meget personlig film, der af mange betegnes som én af de centrale film i hans produktion.

("En kvinde skygges"), 120 min., farver.
Prod: Alfred Hitchcock for Paramount.
AP: Herbert Coleman.
Man: Samuel Taylor og Alec Coppel efter Pierre Boileau og Thomas Narcejacs roman "D'entre les morts".
Ka: Robert Burks.
Kl: George Tomasini.
Mu: Bernard Herrman.
Ark: Hal Pereira og Henry Blumstead.
Ko: Edith Head
Med: James Stewart (Scottie Ferguson), Kim Novak (Madeleine/Judy), Barbara Bel Geddes (Midge), Tom Helmore (Gavin Elster).
Bemærkning: Dette var helt uden den mindste tvivl ét af de største og mest centrale hovedværker i Hitchcocks samlede produktion, sammen med "Strangers on a Train" og de to efterfølgende film. Det er desuden en film, der har den sjældne kvalitet, at den bliver bedre for hver gang man ser den. Det er en film, der bare skal ses, hvilket naturligvis også gør sig gældende for de øvrige hovedværker.
Filmen rummer forøvrigt et stykke kamerateknik, der er typisk for Hitchcocks virtuositet: det er den afgørende scene, hvor Scottie vil følge Madeleine op i tårnet, for at forhindre "selvmordet" -- hans svimmelhed er beskrevet vha. en kombineret zoom og modsatrettet kamerabevægelse, der, uden direkte at ændre perspektivet, på samme tid virker både dragende og frastødende, en elegant symbolsk repræsentation af hans splittede følelser.

("Menneskejagt"), 136 min., farver.
Prod: Alfred Hitchcock for MGM.
AP: Herbert Coleman.
Man: Ernest Lehman.
Ka: Robert Burks.
Kl: George Tomasini.
Mu: Bernard Herrman.
Ark: Robert Boyle.
Med: Cary Grant (Roger O. Thornhill), Eva Marie Saint (Eve Kendall), James Mason (Vandamm), Jessie Royce Landis (Mrs. Thornhill).
Bemærkning: Denne film regnes blandt de største mesterværker i Hitchcocks produktion -- jeg er fuldstændig enig, denne film har bare det hele, hvorfor den også tilhører mine egne absolutte favoritter. Det er en rigtig "road thriller" af den bedste slags, der fungerer som det lyse modstykke til den foregående film, "Vertigo", og især den næste film, "Psycho". Han havde det tydeligvis sjovt da han lavede denne film, hvilket man tydeligt mærker gennem hele filmen. Han havde endda også overskud til at lave lidt venskabelig sjov med sin første amerikanske producent, David O. Selznick; da hovedpersonen, Roger O. Thornhill, bliver spurgt, hvad O'et står for, siger han: "Nothing!" -- Davids "O" var også bare pynt, ikke initialet for et virkeligt mellemnavn.
Han havde endda også overskud til at lave lidt sjov med Production Code. Da Roger Thornhill har taget flugten med toget fra New York til Chicago, møder han Eve Kendall; da de sidder sammen i spisevognen siger Eve: "I never discuss love on an empty stomach" - hvis man ser godt efter og anvender mundaflæsning istedet for kun at lytte til dialogen, kan man tydeligt se at hun rent faktisk siger "I never make love on an empty stomach"; dette kunne heltinden naturligvis ikke sige i en film fra 1959, hvorfor replikken blev ændret på lydsiden - Hitch var virkelig en sand mester i at omgå reglerne, uden at censuren opdagede hvad der egentlig foregik i hans film.